lørdag den 20. februar 2010

Visualisering

En af de allerbedste ting jeg kan gøre når jeg føler mig stresset, er at lave en visualisering. Det største problem for mig, har været at jeg ikke kunne føle hverken ro eller tryghed i mig selv, men konstant var afhængig af andre mennesker til at skabe den ro eller tryghed omkring mig. Men med denne visualisering som jeg har lært af min psykolog, kan jeg rimelig hurtigt komme helt ned i tempo, og faktisk føle at jeg kan finde tryghed indeni mig selv. Den er både god at bruge efter en lang dag hvor hovedet kører rundt, og lige inden man skal præstere og har brug for at dulme nervøsiteten (f.eks. inden en eksamen). Få evt. en anden til at læse den op for dig med behagelig stemme, mens du ligger ned. Og det er helt forståeligt hvis det virker lidt tåbeligt til at starte med :)

Læg dig ned et behageligt sted (eller sid, men jeg synes det er bedre at ligge). Slap af så godt du kan... Træk vejret heeelt ned i maven fem gange, eller flere hvis du har brug for det. Hver gang du puster ud, kan du mærke hvordan du giver mere og mere slip i alle kroppens spændinger. Lad dine ben falde helt ned, lad ansigtet slappe af, slip spændingen i kæberne og i skuldrene og slap bare af. Forestil dig at du står foran en trappe. Bliv ved at trække vejret dybt. Hver gang du trækker vejret, går du nu et skridt ned af trappen... Gå nedad af alle de ti trin trappen har. 
For enden af trappen kommer du til et rum med en masse døre. Vælg den der tiltrækker dig mest, og gå så hen til den. Fortsæt med at trække vejret dybt. Ved siden af den dør du har valgt, står et lille bord med en æske. Du åbner æsken... Så lader du alle dine bekymringer og unyttige tanker glide ud af hovedet og samle sig på din ene skulder. Lad dem samle sig i en stor bold, og mærk hvordan den tynger din skulder ned... Når det hele er samlet, lader du det glide ned af din arm, og ned i æsken. Mærk hvordan du føler dig lettere. Luk æsken godt i, og træd så hen til døren. 
Tag fat i håndtaget og åbn døren. Gå indenfor og luk døren bag dig. Det er dig og kun dig der kan komme ind i dette rum. Det er lyst og behageligt, og ser ud fuldstændig som du helst vil have det... Der er trygt. Der står en seng i hjørnet. Træk vejret dybt og tag rummet ind. Mærk hvordan sollyset der strømmer ind af vinduerne for enden, fylder dig op, gør dig varm, tryg og glad. Gå hen til sengen og læg dig ned. Lad dig falde heeeelt ned i madrassen, og træk vejret dybt. Lig her og nyd den afslappede følelse, indtil du føler dig helt rolig. 
Når du er klar, så rejser du dig op fra sengen i rummet og går hen til endevæggen hvor der er en glasdør. Gennem den kan du se solskinnet og udkanten af en skov. Gå ud gennem døren og følg den sti du finder, gennem skoven... Stien går højere og højere op, som på vej op af et bjerg. For hver dybe vejrtrækning du tager, kommer du tættere og tættere på himlen, og tættere og tættere på bevidstheden. Gå op af stien, indtil du er klar til at vågne op. Når du er det, begynder du stille og roligt at bevæge fødder og hænder. Langsomt rører du på dig, og åbner dine øjne.

Visualiseringen er nu slut, men husk på, at du kan komme tilbage til dit rum nårsomhelst du har lyst. 

Min dør er i øjeblikket lavendelfarvet, med aftryk af blomstrende kirsebærgrene, faktisk lidt á la denne kage

[Cherry+Blossom+Cake3.jpg]

Og inde i rummet er der billeder som disse (fra http://princesshapa.blogspot.com)


Dørens udseende ændrer sig fra tid til anden. Men uanset hvordan døren ser ud, kan jeg være helt sikker på, at når jeg har været en tur inde i mit rum, så er jeg så rolig som jeg aldrig havde troet jeg kunne blive...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar