torsdag den 25. februar 2010

Lyt til folk omkring dig!

Jeg fik konstateret stress i juli 2009, og var vanvittigt chokeret over hvor langt jeg var kommet ud! To gange inden havde jeg oplevet voldsomme stresssymptomer, men uden at reagere på det, og havde gået med hjertesmerter i lang tid. Det vildeste er, at alle omkring mig sagde at de havde set det komme, men at jeg jo ikke havde lyttet når de spurgte mig om jeg måske skulle sænke overliggeren lidt og slappe lidt mere af. Og shit et wake-up-call!

Tænk at jeg kunne have undgået at gå ned med stress, hvis "bare" jeg havde lyttet til min familie, venner og kæreste. Men det var svært, når stress inde i mit hoved var forbundet med svaghed og ikke at have det der skal til. Jeg var nok ikke klar til at lytte, men kan ikke lade være at tænke, at jeg måske havde kunnet lytte lidt alligevel hvis der havde været mere snak omkring stress på mit studie og blandt mine venner. Hvis jeg havde haft følelsen af at det var ok at sige fra, havde jeg måske turdet sige at det var ved at blive lidt for hårdt... Men kombinationen af mit eget sindssyge ambitionsniveau, og det at det ambitionsniveau blev fodret af at folk var imponerede over alt det jeg kunne overkomme og hvor effektiv jeg var, efterlod ikke noget rum i mig til at reflektere over min tilstand, og slet ikke til at indrømme at jeg måske ikke var så meget på toppen som jeg troede!

Det der også snød mig, var at jeg stadig var virkelig god til mit job og klarede mig rigtig godt på studiet. Om morgenen lå jeg i sengen og græd, jeg græd når jeg kom hjem om aftenen, men i løbet af dagen når jeg arbejdede var jeg udadtil på toppen. Så én ting er at andre mennesker opdagede at jeg var anerledes end før, og lidt presset, noget andet er at jeg ikke gav udtryk for at der var noget galt. Og det er som bekendt svært at hjælpe en person der ikke vil hjælpes...

Så hvis jeg kan give ét råd, så er det at sige til hvis du oplever at en ven eller studiekammerat pludselig begynder at virke udkørt og negativ omkring sit studie. Sæt jer ned over en kop kaffe, og spørg stille og roligt ind til hvordan det går med travlheden. For hvor er det rart at der er nogen der spørger og tager sig tid til én! Og det er nemmere at tage imod hjælp der dumper ned i ens arme, end at bede om det selv...

1 kommentar:

  1. Tak for en reminder om at man skal lytte til sine omgivelser. I en periode af stress i mit liv, fik jeg også signaler fra mine omgivelser, men jeg kunne ikke se dem "right-at-the-time". Nu kan jeg tænke tilbage og se både de signaler jeg fik, OG den følelse de bragte indeni mig (som jeg så overdøvede med mere arbejde eller dulmede med noget at spise, eller noget helt tredje).
    kærlige hilsener
    Annika
    www.annikagran.dk

    SvarSlet