Er du god nok?

Eller rettere: Synes du selv du er god nok? Sådan helt ægte, inderst inde? Hvis du umiddelbart svarer ja, prøv så lige at tænk en ekstra gang over, om du behandler dig selv som om du er god nok?

Jeg har brugt rigtig mange år på at slå mig selv oveni hovedet og kun fokuseret på at jeg skulle være bedre, hurtigere, klogere etc. Så fokuseret faktisk, at jeg helt glemte at sætte pris på de ting jeg allerede havde opnået. Jeg klappede sjældent mig selv på skulderen når jeg havde færdiggjort en opgave, bestået en eksamen eller noget andet fantastisk. Så selvom jeg måske umiddelbart ville svare ja til at jeg var god nok, så var det i dén grad ikke sådan jeg behandlede mig selv! Og shit det er stressende hele tiden at skulle forbedre og gøre tingene mere fantastisk. Aldrig at kunne læne sig tilbage og sige aaaaahh, det gjorde du godt Julie!

Jeg er stadig slem til at slå mig selv oveni hovedet. Men nu er jeg blevet opmærksom på mit mønster omkring at gøre det, så jeg kan fange mig i at gøre det. Og når jeg gør det, så prøver jeg at vende rundt med det samme, og være blid ved mig selv. Jeg støtter mig selv og forsøger at huske på, at efter enhver kraftanstrengelse er det nødvendigt med afslapning, dvs. at når jeg har arbejdet så er der brug for afslapning og for at rette fokus et andet sted.

Hvordan fik jeg så rettet min opmærksomhed mod problemet? Først og fremmest blev jeg gjort opmærksom på det ligesom du nu bliver gennem dette blogindlæg. Og så besluttede jeg at det var en ting jeg kunne overskue at gøre noget ved. Jeg vidste at den ændring i min tankegang ville betyde vanvittigt meget for min stress-tilstand, da jeg ville blive i stand til at sætte pris på hvad jeg havde opnået, i stedet for hele tiden at fare afsted med 100 km i timen. Jeg begyndte at skrive ned i min dagbog, og reflektere over hvordan jeg egentlig havde handlet i løbet af en dag. Hvornår havde jeg været flink ved mig selv, hvornår havde jeg været for strid? Og ligeså stille begyndte jeg at være opmærksom på det i situationen i stedet for bagefter. Og hvor er det fantastisk!

Og så huskede jeg lige det der med at finde nogle håndgribelige måder hvorpå jeg kunne vise mig selv, at nu sætter jeg pris på mig.