Det er ikke så nemt - om at finde energien

Det er hamrende svært at komme ud af stress. Det kan virke fuldstændig uoverskueligt at finde energien til at arbejde med sig selv og sine vaner, når energi er det man har allermindst af i hele verden. Og når det hele falder sammen om ørene på én. Men hvordan finder man så den energi frem fra det sorte hul indeni?

For mig handlede det først om at finde ud af HVORFOR jeg ikke ville være stresset mere. Og nu hvor jeg er ude på den anden side, HVORFOR jeg aldrig vil stå i langvarigt stress igen. For mig nyttede det ikke noget at grunden til at komme ud af stress, var at det er usundt at være stresset. For det er der jo så meget der er. Det var heller ikke nok at jeg havde viljen til at komme ud. Jeg måtte finde de grunde der rørte mig dybere.

En af mine grunde var at jeg vil have nogle historier at fortælle mine børnebørn, der involverer et spændende liv, og ikke 12 timer foran skrivebordet dagligt. Nogle dage er det fedt at arbejde 10 timer, for jeg elsker at arbejde, men jeg fandt ud af at det inderst inde var vigtigt for mig at der var noget andet i livet.

En anden grund var, at jeg faktisk blev bange for at min kæreste ville forlade mig, hvis ikke jeg trappede ned på arbejdet. En ting er at jeg var meget væk, det i sig selv er hårdt for et forhold, men noget andet er at jeg slet ikke hang sammen når jeg var hjemme. Jeg var fraværende, hysterisk og ked af det, og hamrende ucharmerende. Det er der ingen der kan holde til i længden, uanset hvor stærk kærligheden er.

Den sidste virkelig vigtige ting var, at det faktisk gik op for mig at jeg kunne dø af det her. Og der er så mange ting jeg gerne vil med mit liv! Og jeg blev ikke bedre til mit arbejde af at have stress, tværtimod. Jeg vil gerne kunne huske min ungdom, og jeg så ligeså stille min hukommelse blive fyldt af sorte huller fordi alt forsvandt i stress. Jeg mærkede mit hjerte gøre så vanvittigt ondt, og da det gik op for mig hvor alvorligt det var, og hvor sygt det var at jeg ikke kunne tage mig selv alvorligt nok til at stoppe - da fandt jeg et lille lys af energi indeni.

Så frygten for at miste livet, kærligheden og minderne var de ting der rørte mig nok til at kunne finde energien til at komme ud. Jeg respekterede ikke mig selv nok, og var ikke i stand til at mærke min mavefornemmelse nok, til simpelthen bare at gøre ting der var gode for mig, til at gå hjem fra arbejde kl. 18 eller til at holde fri.

En anden ting der var en øjenåbner var, at jeg faktisk ikke havde været ærlig overfor mig selv, op til det punkt hvor jeg erkendte at jeg var så syg at jeg måtte til psykolog NU. Jeg løj konstant overfor mig selv, overbeviste mig om at jeg bare måtte tage mig sammen, snakkede grimt til mig selv og snød mig selv til at tro, at jeg også fik slappet nok af. Og det var først i det øjeblik hvor jeg så mig selv i øjnene, og virkelig for alvor spurgte mig selv hvordan jeg havde det, at jeg kunne komme videre. Der var ikke længere noget med at snyde mig selv, lyve eller have ondt af mig selv. JEG var den eneste der kunne handle på det her punkt. Og jeg kunne først handle da jeg så sandheden om min tilstand i øjnene. Og da var det at jeg kunne sige stop.

Det var vigtigt for mig at have nogle omkring mig der kunne hjælpe. Jeg ringede til psykologen med det samme, fortalte min kæreste at jeg ikke kunne kæmpe imod mig selv længere. Det var tid til at kæmpe for at jeg havde det godt. I starten gjorde jeg nærmest intet selv. Jeg gik til psykolog, og gjorde som hun sagde. Der var intet initiativ fra min side i hverdagen, for jeg havde hverken energi eller selvindsigt nok, så derfor fulgte jeg bare reglerne. Og ved at følge dem, og hver eneste dag minde mig selv om - via samtaler og dagbogsskriverier - at jeg måtte være ærlig og tage mig selv alvorligt, for ellers ville det gå så galt som jeg frygtede, på den måde nåede jeg stille og roligt dertil, hvor jeg kunne finde energi indefra til at tage ansvar for mit eget liv igen. Men først der. Og ja det er dyrt at gå til psykolog. Men det er intet imod prisen for at miste sit livs kærlighed og sin ungdom. Og så giver kommunen tilskud hvis du har en lægehenvisning, så du betaler kun ca. 300 kr. pr. gang. Ja det er mange penge hvis ikke man har nogle. Men jeg kunne ikke have gjort det uden min psykolog...

Puha, et meget langt indlæg, men jeg føler så stærkt for at få fortalt det her! Og for at minde alle jer der måtte være stressede eller på vej derud om, at det ikke er nemt. Men det er vigtigt. Hvorfor det er vigtigt, og hvor vigtigt det er for dig, det er noget DU må finde ud af med dig selv. Men se for guds skyld dig selv i øjnene og vær ærlig. Det kræver mange tudeture og jeg følte mig så ubeskriveligt rå, da jeg måtte se i øjnene hvor alvorligt det var, og hvor uærlig jeg havde været overfor mig selv, i så lang tid. Men der er intet der er det værd, at bruge hele sit liv i tristhed, depression og uden energi. Selv ikke drømmejobbet eller -studiet...