Er du perfekt?

Dette er faktisk (en modificeret udgave af) min kommentar til Julia Lahmes indlæg "En fælles erklæring", men synes det er sådan en vigtig debat, så måtte skrive det her også. 

Kan ikke lade være at tænke over, hvad perfekt egentlig er. Min kæreste siger tit, at jeg er perfekt, fordi jeg er perfekt for ham! Med alt hvad det indbærer af skænderier over manglende oprydning, svingende vægt, tudeture over arbejdspres og så selvfølgelig alle de gode ting. Men nu er jeg også så heldig at have en mand, der er ligeglad om jeg stiller op til fødselsdage i familien eller får lavet god aftensmad hver dag.

Det jeg mener er vel egentlig, at perfekt bør være hvad man selv gør det til. Og jeg ved godt at det desværre ikke er sådan i vores verden, men i min lille idealistiske verden inde i hovedet, så er jeg perfekt fordi jeg indeholder alle de forskellige elementer af at være menneske. Også dem der betyder at jeg ikke kan klare at være en konstant str. 36 og have et hjem der altid er rent. Og hvor er det en befriende tanke!

Dog må jeg også lige sige, at det er lidt sjovt at vi er nået dertil, hvor man som kvinde ofte har behov for at finde det sted hos en anden kvinde, hvor hun ikke lever op til samfundets vanvittige standarder. Hvorfor kan vi ikke have nok i vores eget liv, og hvile så meget i os selv, at det er ligegyldigt hvad Frk. Hansen når på en søndag, hvor vi selv ligger på sofaen og æder chokolade? Men det kommer nok først den dag, hvor alle kvinder stopper med at lade som om. Stopper med at lade som om alting er som det skal være altid. For alting er aldrig som det skal være. Men man kan komme fandens tæt på, og det hjælper hvis fokus er på de positive ting!