fredag den 12. februar 2010

Jeg har jo lært noget!

Jeg er jo nyuddannet civilingeniør, og har valgt at tage en pause ovenpå studierne for dels at komme mig totalt over min stress, og dels at finde ud af hvad det egentlig er jeg vil. Jeg har gået i skole uden pause i 18!! år, haft tre jobs på én gang i laaaang tid og været i et rod af opgaver, deadlines and all that jazz... Og det er altså svært at finde ud af hvad man vil! Sådan ægte. For har i de seneste år haft linet en lige karrierevej op, som virkede åh så fantastisk, og da jeg er forkælet med et godt sæt karakterer og et pænt CV, har der ikke været så meget slinger i valsen... Før nu! 

Det er gået op for mig, efter min stresssygdom, at livet er for kort til at kaste sig ud i et job fordi det virker "smart" eller "fornuftigt". Jeg skal elske det jeg laver! Og jeg ved godt at der er elementer af alle jobs der ikke er så fede - f.eks. når ens ansatte ringer fra Rådhuspladsen en aften i november, og fortæller at alle de telte Grøn Vision, som jeg er leder af, har sat op til en stor udstilling, er ved at blæse væk i efterårets værste storm. Men that's part of the deal, og så længe det store billede er vidunderligt og til at få sommerfugle i maven over, så er det sådan det skal være. Så nu går jeg altså frivilligt arbejdsløs, mens jeg prøver at finde ud af hvor jeg skal hen... Mit studieliv har heldigvis været præget af en række fantastiske jobs, og jeg føler faktisk at jeg er på rette vej med den karrierevej der lige nu brolægges i mit hoved. Jeg skal bare lige være helt sikker inden jeg tager skridtet. For det er da for ærgerligt at starte på hesteryg 200 km fra der man gerne vil være, hvis man kunne have fløjet direkte dertil. 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at grunden til at jeg påtog mig så mange opgaver at jeg blev stresset, dels var at jeg var bange for at komme bagud i forhold til mine studiekammerater. Jeg ville have det bedste CV, de bedste karakterer og ikke mindst være sikker på at de rette folk i de rette virksomheder vidste hvem jeg var. Så jeg fik et hamrende godt CV, rigtig gode karakterer og har fået et stort netværk. Og har lært en af verdens mest fantastiske lektier. At lytte til min mavefornemmelse! 
Før jeg blev syg tog jeg ofte beslutninger ud fra hvad jeg ville gå glip af hvis jeg sagde nej. Hvilket betød at jeg sagde ikke sagde nej til noget! Folk der bad mig om en tjeneste, tilbød mig et job eller inviterede sig selv på middag kunne være sikre på at få et ja. Engang imellem (ok ofte...) tilbød jeg faktisk min hjælp inden folk havde spurgt. Bare for at være sikker på at de vidste præcis hvor meget ovenpå jeg var! Shit jeg var sej! Så sej at jeg havde ondt i maven over alle de aftaler og møder jeg havde fået lavet, og slet ikke havde lyst til at tage afsted - men shhhh, fortæl det ikke til nogen. 

I dag tager jeg beslutninger med maven. Jeg prøver at lære - og er ved at være god til - at sige til folk at jeg lige skal tænke over et tilbud, og at jeg vil vende tilbage når jeg har mærket efter om jeg har lyst til at sige ja. For jeg har lært at ethvert tilvalg indebærer et fravalg. Før fravalgte jeg mig selv. Nu fravælger jeg det der møde, i den der forening, med de der mennesker som ikke betyder noget for mig, og hvor dagsordenen i virkeligheden er ligegyldig. Men der hvor jeg før var taget med, for tænk nu hvis jeg gik glip af en mulighed hvis jeg blev hjemme! Jeg ved nu, at jeg højest går glip af muligheden for at ligge og tude på sengen morgenen efter. Og det kan jeg vist godt undvære...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar