Jeg kan ikke huske...

at jeg nogensinde har grædt så meget som jeg har gjort den sidste time. Og som jeg gør lige nu... 2½ måned alene virker så uoverskueligt, og sorgen og tristheden er altopslugende lige nu. Jeg ved jo godt at 2½ måned intet er, set i det store perspektiv, men lige nu virker det som om det er for evigt. Der er intet rationelt ved at skulle skilles fra den mand man elsker, og alt inde i mig strider imod det... Jeg har det som om vrangen er blevet vendt ud på mig og mit hjerte er slået i tusinde stykker. Og samtidig ved jeg at der intet er at gøre, og at jeg bare må være stærk og få det bedste ud af det. Lige nu er jeg i et vakuum, og der er et lille håb om at han lige om lidt kommer ind af døren, og siger at det hele bare var for sjov. Men det gør han ikke, og det skal han heller ikke. Men for fanden hvor kan livet være hårdt engang imellem, og hvor kan det føles uretfærdigt når man bliver tvunget ud i ting man på ingen måde har lyst til...