Det er jo lige til at blive stresset af!

I dag kan man jo nærmest ikke åbne en avis, læse en blog eller gå på gaden, uden at opdage at det er kvindernes internationale kampdag. Og jeg synes sådan set at ligestilling er en rigtig god ting - lige muligheder for alle fra starten. Men jeg må være ærlig at sige, at jeg engang imellem synes at debatten tager en lidt ærgerlig drejning. I stedet for at kæmpe for at kvinder bliver bedre til at stå op for hvem de er og hvad de kan, kæmpe for at kvinder tør melde ud og skrige udover hustagene at de er hamrende seje til at lave regnskaber eller styre møder, så handler det om at kvinder er hamrende seje fordi de er... kvinder?

Man bliver ikke en god chef i Mærsk bare fordi man er kvinde. Eller mand. Punktum. Man bliver en god chef fordi man har de kvalifikationer der skal til, for at bestride den stilling. Punktum igen. Så hvorfor bruger vi ikke lidt mere energi på at ruste os selv til at skrive en fantastisk ansøgning, turde gribe telefonen og ringe til ham der vi mødte til konferencen i sidste uge, og bede ham give os et job fordi vi kan det og det? Mindre energi på at nedgøre os selv, og mere energi på at dygtiggøre og fremhæve os - og på at tage de muligheder der byder sig. For det kan godt være at man blive chef i Mærsk fordi man er mand. Men så er det måske nogle gange fordi manden turde bede om jobbet?

Man skal heller ikke undervurdere at det måske ikke er alle kvinder der GIDER have de jobs mænd har flest af. Ja det er et problem hvis mænd vælger andre mænd ind i bestyrelser, bare fordi kvinder hører til i køkkenet og på sekretærstolen. Men hvor mange kvinder er der rent faktisk derude, der har lyst til at have den bestyrelsespost? Jeg tror at jeg er af den generation (eller type i hvert fald) hvor ligestillingsproblemer ikke fylder så meget i dagligdagen. Jeg knokler r**** ud af bukserne, råber op om hvorfor jeg er hamrende dygtig til det jeg laver, og så har jeg i øvrigt ikke oplevet af blive vraget til fordel for en mand - eller set ned på i jobsammenhæng eller på studiet i forhold til en mand. Og min kæreste kan godt svinge støvsugeren når han skal (indrømmet, det er mig der opdager at der er beskidt. Men det meste af tiden er det altså helt i orden.)

Jeg sidder og læser med i avisen og kan næsten ikke tænke andet end puuuha... Hvis vi alle sammen skal kunne det samme så 1) har min kæreste sindssygt travlt med at lære at vaske silkebluser, kunne erhvervsjura og lære at føde børn og 2) skal jeg virkelig oppe mig med den skruemaskine, tv-indstillingen og stiksaven. Men ved I hvad? Jeg gider sgu ikke - for det er da lige til at blive stresset af!!