onsdag den 24. marts 2010

Overskud

Tak for velkomsten tilbage til Danmark :-) Så blev der overskud til at skrive igen. Det seneste døgn har været plaget af jetlag og er det stadig, men prøver at komme tilbage til en normal døgnrytme igen.

Jeg har brugt en masse af tiden i Seattle på at lave absolut ingenting og bare nære mig selv og min sjæl. Læst gode bøger, hygget og ikke mindst ligget under disse fantastiske træer og kigget op i den blå, blå himmel


Det kunne jeg aldrig have slappet nok af til at gøre, for bare ½ år siden. Jeg er så lykkelig for at være kommet så langt, og en af grundende til at jeg er kommet hertil, er at jeg har lært at udfordre mine tanker. For de gamle tankemønstre kommer op igen fra tid til anden. Tanker som "Nu ligger du også bare her og laver ingenting, burde du ikke søge flere jobs, gå på museum eller LAVE noget?! Dovne, dovne Julie, du producerer jo ikke noget, du glor jo bare op i himlen. Afslapning har du vist ikke brug for, kom nu igang!".

Til forskel fra før i tiden, hvor jeg havde reageret på de tanker, fået dårlig samvittighed og være gået på museum, skrevet flere jobansøgninger eller noget andet jeg ikke havde mest lyst til, prøver jeg nu at udfordre mig selv. Jeg spørger mig selv om det nu virkelig kan passe at jeg ikke har brug for afslapning? Om jeg ikke har brug for at nære den del af mig selv, nu det er det jeg har mest lyst til at lave? Når jeg har brug for at nære arbejds-delen af mig, så kommer lysten til at arbejde helt automatisk, og da er jeg ikke præget af dårlig samvittighed. Men før lyttede jeg ikke til hvad jeg havde lyst til. Og når jeg stiller mig selv de spørgsmål, finder jeg som regel ud af at jo, jeg har brug for at slappe af, det er derfor jeg vil det. Jeg har brug for at ligge på græsset og stirre på skyer. Og så er det det jeg skal...

Jeg skriver også oftest i min dagbog når jeg får disse tanker. Det er så effektivt at skrive alle de dårlige tanker ned, fordi det er meget nemmere at udfordre dem når de er kommet på skrift. Og det at jeg kan gå tilbage og læse mine svar på tidligere problemer, se mine udfordringer af tankernes påstande stå der på siderne, det hjælper mig til hurtigere og hurtigere at komme igennem det, hver gang tankerne kommer op i hovedet igen. Det giver mig mulighed for at identificere mine mønstre, både gode og dårlige, og det hjælper, og hjalp, mig i kampen mod stress. Jeg kan tackle vante problemstillinger der dukker op i mit hoved, og med tiden bliver der længere og længere imellem at de samme tanker kommer igen. Til sidst forsvinder de nok helt :-)

Nu vil jeg faktisk gå ind og skrive i min dagbog, for i dag har været en skøn dag med god balance mellem fritid og arbejde - og de gode dage skal huskes og de skal reflekteres over. Og så vil jeg sove, så der kan komme endnu mere overskud på kontoen!

Imorgen følger et spændende indlæg omkring hvorvidt man kan være for selv-granskende og navlepillende - eller i hvert fald mine tanker omkring det! Jeg efterlader jeg med lidt flere skønne billeder fra Seattle:






Ingen kommentarer:

Send en kommentar