søndag den 4. april 2010

Påske (og verdens længste indlæg)

God påske allesammen. Håber I sidder et eller andet sted langt fra en computer og slapper af. Lige nu sidder jeg foran brændeovnen og kigger ind i flammerne, mens den lækre chokolade fra Sv.Michelsen bliver fordøjet - vidunderligt!
Jeg har været i sommerhus på Sj.Odde hele ugen UDEN netadgang og med meget dårligt telefonsignal. Og da jeg tydeligvis ikke lige havde styr på det der med at få sendt planlagte posts afsted til bloggen, har der været stille siden sidste weekend. Jeg har løbet skønne ture i sommerhusområdet der er gammel skov, og derfor er fyldt med kæmpe fyrtræer, sandet jord, grankogler, birketræer, rådyr, egern, brænderøg og duften af hav - der er nemlig ikke mere end 100 meter til den ene strand og 800 m til den anden. Jeg har gået ture, lavet mad, læst en masse bøger, drukket the, hygget med familien, sovet læææænge, været på loppemarked og været stille. Og jeg har ikke taget et eneste billede, fordi jeg har prøvet at være i nuet, i stedet for at koncentrere mig om at skulle fotografere situationen for at kunne huske den om 10 år.

Når man som jeg ikke har noget fast job, kan det være svært at kende forskel på weekend og hverdag. I hvert fald for mig. Samtidig er det en stress-faktor ikke at have job, og det at jeg ikke ved hvornår jeg er i fast job igen, er virkelig svært. Jeg har i mange år identificeret mig 100% med mit job, og nu prøver jeg så at finde ud af hvem jeg er, når jeg ikke har noget job - eller hvem jeg er UDOVER mit job. For jeg vil aldrig nogensinde stå i den situation igen, hvor jeg føler at jeg udelukkende er noget i kraft af mit job. I dag har jeg svært ved at kende forskel på weekend og hverdag, og sådan var det også da jeg var studerende og arbejdede. Da handlede det bare om at jeg arbejdede konstant, i stedet for at holde fri hele tiden. Der er ingen tvivl om, at ingen af situationerne er sunde, derfor er jeg gået igang med at planlægge mine dage, ganske som jeg gjorde det da jeg skulle ud af stress i første omgang. Her i ferien har jeg dog holdt ferie som altid, og øvet mig endnu mere i at komme heeeelt ned i gear. Stress-mønstrene ligger lige under overfladen, men nu kan jeg heldigvis genkende dem og ved hvad jeg skal gøre.

Uanset om det er fritid eller arbejde der flyder ud over hele livet og alle døgnets timer, laver jeg en plan og et skema ud fra samme princip. Først skriver jeg alle de ting ned jeg gerne vil have i min uge. Og så bestemmer jeg hvornår det skal være fritid og hvornår det skal være arbejde. Før i tiden var det fritid om aftenen efter kl. 18, og arbejde fra 8.30 morgen til 17.30 eftermiddag. ½ times transport i begge ender. Nu hedder det arbejde Fra 9.30 morgen til 16 eftermiddag, og så fri herefter. Samt en times fri midt på dagen. Og så fylder jeg ellers ind i blokke dagene igennem. Mit arbejde lige nu er som sagt en række forskellige småprojekter, og så jobsøgning og planlægning af de foredrag jeg gerne vil ud og holde for andre studerende. Jeg hjælper også et par start-up virksomheder med at skrive skarpe koncepter og komme igang med at skaffe kapital til virksomheden - kort sagt er jeg den der stiller alle de rigtige og kritiske spørgsmål til at skubbe projektet videre.

Min plan for mine dage MÅ OG SKAL overholdes. Ellers flyder tingene for en tidsoptimist som mig, og jeg ender med at blive så hamrende ked af det, fordi jeg får arbejdet for meget. Jeg lader mig flyde med for nemt. Til gengæld er jeg hamrende effektiv og er ved at være ret god til at overholde planerne med mig selv, så det virker. Og det er så rart at stå i slutningen af en dag og rent faktisk kunne sætte hak ved de ting og opgaver dagen indeholdt, hvad enten det så er vasketøj og gulvvask eller at få skrevet et nyt koncept og sendt otte mails.

Lidt rodet indlæg, men har så mange tanker omkring det her med planlægning af dagens og ugens opgaver, og det har bare virkelig hjulpet mig så sindssygt meget i at komme ud af stress. At være disciplineret omkring mig selv, og have respekt for de planer jeg har lavet for mig.

Lige nu vil jeg vende tilbage til brændeovnen der skal have mere træ, og til den lasagne der snart skal i ovnen. For her er det stadig ferie.

1 kommentar:

  1. Tak for et godt indlæg, Julie! Jeg har det også selv bedst med planlægning af min dag, ellers laver jeg for meget og for mange forskellige ting og mister fokus.
    kh
    Annika

    SvarSlet