STOP!

Hvis du føler at du er på vej ud i at være stresset, f.eks. ved at du har nogle af symptomerne jeg har beskrevet i forrige indlæg, så STOP! Sig fra! Både overfor andre mennesker, såsom arbejdsgivere eller venner og veninder, men i allerhøjeste grad overfor dig selv. Er det her det liv du vil leve? Eller er der andre og vigtigere ting end at løbe gennem dagene med stress?

Jeg vil vove at påstå, at der altid er minimum én af de ting du laver i din dagligdag som du kan skære fra. Fjerne. Måske ikke for altid, men for en tid hvor du kommer ovenpå igen. Hvis du ikke har overskud til at se dine venner og veninder, men har brug for at bruge tid alene, har brug for mere tid til afkobling, så ring til dem. Ring og sig at du tager en måned hvor du ikke kan ses, fordi du er på vej ud et sted hvor du ikke vil være, og du har brug for at stoppe det før det er for sent. Fortæl din arbejdsgiver hvordan du har det! Det er ikke et svaghedstegn. Det er tegn på at du er hamrende stærk og har sindssygt meget selvindsigt, at du kan mærke hvornår det er tid til at holde igen og springe af toget! Og det er der helt sikkert mange mennesker der misunder dig. Det er også en meget mere behagelig følelse at have sagt fra til at starte med, end den følelse du får hvis du gang på gang aflyser aftaler eller melder dig syg på jobbet, fordi du ikke orker det alligevel. Stol på mig her...

Der er ingen points i livet for at køre på når du er ved at bryde sammen. Jo minus-points måske. Det er tid til at tage dig selv alvorligt, til at gøre alvor af den selvrespekt du forhåbentlig er i besiddelse af (og som jeg vil skrive mere om i løbet af dagen eller imorgen). Tro på at du nok skal komme ovenpå, og stol på at DIN mavefornemmelse er den der ved hvad DU skal. Ikke chefens, venindens eller kærestens.

Og prøv så bare at stoppe...